3F: Fuldstændig Forfejlet Formidling

Det hele startede i marts måned, hvor Restaurant Vejlegården blev sat under faglig blokade, fordi restaurantens ledelse havde skiftet den eksisterende overenskomst med fagforbundet 3F ud med en ny, som blev indgået med Kristeligt Fagforbund. Henover sommeren er konflikten for alvor spidset til. På den ene side har restaurantens ejer, Amin Skov, modtaget en række dødstrusler og andet godt. På den anden side får konflikten medlemmerne til at dryppe fra 3F, mens Krifas medlemskartotek til gengæld vokser stille og roligt i omfang.

Jeg er ikke ekspert i faglige konflikter, men så vidt jeg forstår, er både 3F og Amin Skov i deres gode ret til at gøre, hvad de gør. Derfor burde der vel i og for sig heller ikke være grund til det store drama, som sagen har udviklet sig til.

Men hvad er det så der gør, at sagen antager de dramatiske dimensioner, som den har i skrivende stund? Svaret er i al sin enkelhed, at Amin Skov har haft nemt ved at kommunikere sin side af sagen, hvorimod 3F har været fuldstændig ude af stand til at fortælle, hvorfor det er vigtigt, at det er netop dem, der har overenskomsten.

Det er allerede fra starten en kamp op ad bakke for 3F. Konflikten kunne jo godt minde om vaskeægte David vs. Goliath-kamp, og her holder publikum som regel med den lille.

Amin Skov hævder sin ret til frit at vælge overenskomstpartner, og han støttes oven i købet af sine ansatte, som loyalt fortæller pressen, at de tjener mere under den nye overenskomst, end de gjorde før. Og det er naturligvis svært for selv det mægtigste fagforbund at argumentere imod bedre løn. I stedet påberåber 3F sig, at overenskomster indgået med de såkaldt ”gule fagforeninger” ødelægger Den Danske Model. Det lyder naturligvis ikke rart, men problemet er bare, at kun et fåtal véd, hvad Den Danske Model egentlig er. Og ret beset er det svært at kære sig om, at noget man ikke aner, hvad er, bliver ødelagt.

Derudover oplever 3F også interne kommunikationsproblemer. F.eks. kunne der være tegn på, at organisationens lingo er en udfordring i sig selv. Da man eksempelvis skulle hverve vagter til blokaden af Restaurant Vejlegården, henvendte 3F’s lokalafdeling i Vejle sig til en stribe lokale tillidsfolk for at bede dem stå for blokaden. Imidlertid var der flere af de adspurgte, som pænt takkede nej til tilbuddet med den begrundelse, at de ikke havde lyst til at slås og komme i håndgemæng. Det er jo sådan set forståeligt nok, men nu forholder det sig dog sådan, at en lovligt varslet blokade – som der her er tale om – jo mest består i af stå foran den blokaderamte virksomhed og flagre med nogle røde faner, alt imens man deler nogle pamfletter ud. Altså ikke noget med arbejderkamp oppe på barrikaderne ligesom i de go’e gamle dage!

Jeg håber inderligt, at 3F’s kommunikationsmedarbejdere snart kommer hjem fra sommerferie. Og jeg håber, at de har brugt deres sommerferie på at formulere nogle klinkende klare budskaber om, hvor 3F er vigtig og relevant for lønmodtagerne, både historisk set, men især i nutiden. Og samtidig har de forhåbentlig også et oplæg med til 3F’s interne kommunikation og sprogbrug, nu hvor klassekampen og Slaget på Fælleden er blevet yersterday’s news.

Ellers har vi kun tilbage at se, hvordan dramaet i Vejle ender. Hvis Amin skov ikke giver efter for 3F’s pres, er det svært at se, at det overhovedet får en ende. For trækker 3F sig uden at have fået indfriet sit krav om en overenskomst, er det indlysende, at masser af andre restaurationer landet over vil skifte deres 3F-overenskomst ud med en, for arbejdsgiverne, mere fordelagtig overenskomst med f.eks. Krifa. På længere sigt betyder det, at både 3F og Dan Danske Model smuldrer. Og det sker udelukkende på grund af Fuldstændig Forfejlet Formidling.

PS. Den Danske Model er betegnelsen for det forhold, at staten ikke blander sig i de aftaler, der indgås mellem arbejdsmarkedets parter. Dog er det således, at den faglige organisation, der organiserer flest lønmodtagere indenfor et fagområde, også er den fagorganisation, som har forhandlingsretten ved de såkaldte Trepartsforhandlinger. Her forhandler lønmodtagerorganisationer, arbejdsgiverorganisationer og Finansministeriet den såkaldte Hovedaftale.