Hvem stemmer Børsens læsere på?

Hvis det stod til Børsens online-læsere ville Liberal Alliance blive Danmarks næststørste parti med 22 % af stemmerne, mens Venstre ville blive det største med 31 %. Lidt pudsigt ville Enhedslisten blive større end SF, henholdsvis 4 og 3 %. Venstre og Liberal Alliance ville altså kunne danne regering i “Børsen-land” med 53 % i opbakning. I skrivende stund har 28.138 givet deres stemme til kende på Børsens website.

For Børsen er det naturligvis rigtig god information at vide, hvor læserne sætter deres kryds. For virksomheder er det på samme måde rigtig nyttigt at lave undersøgelser om deres kunders vaner og behov. Dette er der naturligvis intet nyt i. Som PR-mand vil jeg dog komme med et opråb. For rigtig mange forbrugerundersøgelser bliver kun brugt til interne rapporter, powerpoints, etc. Men bliver de lavet på den rigtige måde, kan informationerne også bruges i forbindelse med PR-arbejdet, eksempelvis til at understøtte en dagsorden, som er vigtig at få italesat i offentligheden.