Mandag rullede DR1 dokumentaren “Børnene fra Brønderslev” over skærmen. Fra mange sider er den blevet rost for at være meget afbalanceret og fokusere på den overordnede problemstilling i stedet for at kamme over og blive regulær følelsesporno.
Denne positive kritik af dokumentaren er jeg enig i. Se eksempelvis Politikens anmeldelse
Men til gengæld synes jeg, at der er et meget stort journalistisk problem i, at man lader de to ældste børn optræde i dokumentaren. Det skyldes dels, at det ikke er nødvendigt for at fortælle om problemstillingen, og dels fordi jeg mener, at det kan diskuteres, om det strider imod reglerne for god presseskik.
Hvorfor gør det så det? Har de to ældste og i øvrigt myndige børn ikke selv sagt ‘ok’ til at medvirke? Jo, det har de. Men mediefolk – herunder også kommunikationsrådgivere som jeg selv – har et særligt ansvar over for folk, der ikke er medievante.
I reglerne for god presseskik hedder det blandt andet:
Ofre for forbrydelser eller ulykker skal vises det størst mulige hensyn. Det samme gælder vidner og pårørende til de implicerede. Ved indsamling og gengivelse af billedmateriale skal der vises hensynsfuldhed og takt.
Og:
Andres tillid må ikke misbruges. Der bør vises særligt hensyn over for personer, som ikke kan ventes at være klar over virkningerne af deres udtalelser. Andres følelser, uvidenhed eller svigtende herredømme bør ikke misbruges.
Det er især “Der bør vises særligt hensyn over for personer, som ikke kan ventes at være klar over virkningerne af deres udtalelser”, som jeg læner mig op ad i min kritik.
Jeg har ualmindelig svært ved at forestille mig, at de medvirkende er fuldt ud klar over, hvilke konsekvenser det har for dem at blive landskendte igennem sådan en dokumentar og – ikke mindst – tabloidmediernes nærgående dækning efterfølgende.
Så på den ene side tilslutter jeg mig råbekoret, som roser dokumentaren for at være afbalanceret. Men på den anden side er der nu to mennesker, der for evigt vil blive mødt med: “Er det ikke dig fra Brønderslev, som blev udsat for…”