Skal det nu være en oplysningskampagne?

Københavns Kommune har iværksat en alkoholkampagne under overskriften ”Mindre vin. Mere mor”. Og det kan jo sådan set være meget godt, for alkoholforbruget i Københavns Kommune er åbenbart for opadgående.

Kampagnen omfatter bl.a. en outdoor eksekvering, der viser en 8-9 årige dreng med triste og skræmte øje samt teksten ”Min mor og far drikker en flaske vin hver aften. Er det for meget?”

I kommunikationen vælger man altså børnene som vejen til at løse et muligt – men slet ikke sikkert – alkoholmisbrug. På tegnebrættet virkede det sandsynligvis som en ganske plausibel strategi, for vi véd jo alle, at det er børnene, som er de virkelige ofre i en alkoholiseret familie.

Posteren kunne være gjort en anelse mere effektiv, hvis man havde valgt følgende ordlyd: ”Lille Carl på ni år, du kan roligt være bekymret. Dine forældre sidder hver aften og hygger med en flaske Barolo, mens de snacker lidt tapas og taler sammen. De er helt sikkert på ved ned ad en glidebane. Og de har helt sikkert også AIDS, for du er jo det klinkende klare bevis på, at de også har dyrket ubeskyttet sex!”

Skal det nu være en oplysningskampagne? Er det rimeligt at skabe bekymring hos en målgruppe, som endnu ikke har haft kildekritik på skoleskemaet? Hjemme, hvor jeg er far, har jeg sådan et par otteårige størrelser rendende rundt. Og lad os antage, at de skulle få øje på den nævnte poster. Og lad os antage, at de i det øjeblik skulle være reflekterende nok til at sætte lighedstegn ved den og det faktum, at min kone og jeg faktisk havde delt en flaske rødvin aftenen i forvejen. Og at ungen også kom til at tænke på, at den gamle kan finde på at skylle et par øl ned i løbet af søndagsfrokosten. Og en snaps. Og at han nærmest på daglig basis kan finde på at slappe af med en Jim & Tonny på divaneseren. Så har vi balladen, for i det tilfælde er der nu skabt en ængstelig lille dreng eller pige, som skal bokse med endnu et problem. Oven i det hele er jeg ret sikker på, at ingen af dem vil ringe op til et telefonnummer for at få en snak om problemerne med én af dem inde på kommunen. Som far kan jeg altså enten vælge at lade stå til og krydse fingre for, at de ikke ser posteren. Men jeg kan naturligvis også tage en helt overflødig snak med dem om, at de ikke skal bekymre sig om familiens ve og vel. Og tak for det, København.

Men der er også positive ting at sige om denne kampagne. For den viser vejen for en helt ny og effektiv kommunikationsmetode, som en lang række offentlige instanser ville kunne drage stor nytte af. Forestil dig f.eks. et billede af en lille, ensom dreng, der sidder helt alene på en gynge og ser trist ud. Så tilsætter vi bare følgende tekst: ”Arbejder din far i weekenderne? Måske arbejder han sort. Ring til SKAT og gi’ hans personnummer – så får du mere tid sammen med ham.”

Bum! Det er næsten som i de go’e, gamle Stasi-dage.