Lancering af vild elcykel

Behøver en elcykel at se ordinær og kikset ud? Grace svarer æstetisk og kraftfuldt på spørgsmålet og kan nu fås i Danmark. Integral står for lanceringen af Grace på foranledning af Nellemann.Glem alt om dine fordomme omkring elcykler. Tyske Grace udvikler elcykler til feinschmeckere, som ser merprisen for kvalitet og design som en investering, der giver et solidt afkast i form af den merværdi, du får for pengene.

Den mest potente af modellerne er Grace One, der med en assisteret topfart – du kan altså selv få den endnu højere op – på 45 km/t, 1.300 Watt baghjulsmotor, LCD display, fastmonterede lygter og en vægt på 33 kilo er et monster af en elcykel, som skal indregistreres, fordi den lovteknisk set er for voldsom til at være en cykel.

At benytte PR til en lancering af et nyt produkt a la Grace har overordnet to markante fordele: 1) det er omkostningseffektivt, 2) skal du have forbrugerne til at interessere sig for et produkt, der er anderledes end, hvad de i forvejen kender, er du nødt til at forklare dem, hvad produktet er for en størrelse. Her findes der ikke et bedre værktøj end PR.